Har du perioder, hvor det føles, som om dit blik automatisk lander på alt det, der ikke fungerer?
Det, du ikke nåede. Det, der irriterede dig. Det, du ville ønske var anderledes. Sådan har jeg det i hvert fald selv indimellem og det er egentlig meget menneskeligt. Det negative har det med at fange vores opmærksomhed. Problemer skal løses, potentielle farer skal opdages, og det, der ikke fungerer, kræver ofte mere af os end det, der allerede går godt.
Nogle gange kan det negative få lov til at fylde så meget, at alt det andet næsten forsvinder ud af vores synsfelt. Det er her, jeg synes, taknemmelighed bliver interessant.
Taknemmelighed handler ikke om at være positiv hele tiden
For mig handler taknemmelighed ikke om at bilde dig selv ind, at alting er godt.
Du må stadig være frustreret. Du må være ked af det. Du må synes, at noget er svært og der er situationer i livet, som ikke skal pakkes ind i positive tanker.
Taknemmelighed handler mere om også at få øje på det, der er godt. For selv på en dag, der har været hård, kan der godt have været et øjeblik, som var rart. Fx en kop te i fred, et kram fra dit barn, solen gennem vinduet eller en samtale. Noget, der fik dig til at grine. Eller bare fem minutter, hvor der var ro. Det ene behøver ikke udelukke det andet.
En dag kan godt have været svær og samtidig indeholde noget, du er taknemmelig for.
Taknemmelighed er også et af de områder, man arbejder med inden for positiv psykologi, hvor man blandt andet interesserer sig for, hvad der styrker menneskers trivsel og livsglæde.
Det, du lægger mærke til, får mere plads
Hvis du bevidst begynder at lægge mærke til de små ting, der gør dig godt, træner du samtidig din opmærksomhed i ikke kun at registrere det, der er svært eller mangler. Det betyder ikke, at der pludselig sker flere gode ting, fordi du tænker positivt. Men du begynder du at opdage flere af de gode ting, der allerede er der. Det er her det vigtige vendepunkt er, fordi meget af vores hverdag består netop af små øjeblikke og hvis du altid venter på de store ting – ferien, det nye job, den perfekte weekend eller den dag, hvor der endelig bliver mere overskud – så kan du let komme til at overse noget af det liv, der er i nuet.
En lille taknemmelighedsøvelse
Hvis du har lyst til at prøve det af, kan du gøre det helt enkelt. Find hver dag i den næste uge tre ting, du er taknemmelig for. Skriv dem gerne ned i en notesbog. Det behøver ikke være store eller betydningsfulde ting. Det kunne være:
Jeg er taknemmelig for den gode snak, jeg havde med min veninde.
Jeg er taknemmelig for, at solen skinnede, da jeg gik min tur.
Jeg er taknemmelig for, at mit barn kom hen og gav mig et kram.
Jeg er taknemmelig for den halve time, jeg havde helt for mig selv.
Nogle dage vil det måske være nemt. Andre dage skal du lede lidt mere og det er faktisk en del af øvelsen. Det handler ikke om at presse dig selv til at føle dig taknemmelig, men at stoppe op et øjeblik og spørge:
Var der noget godt i min dag, som jeg næsten havde overset?
Det behøver ikke blive endnu en ting, du skal gøre rigtigt
Jeg synes, det er vigtigt, at en taknemmelighedsøvelse ikke bliver endnu et punkt på listen over ting, du burde gøre for at få det bedre. Du behøver ikke skrive tre ting ned hver eneste dag resten af dit liv. Du behøver heller ikke føle en dyb taknemmelighed, hver gang du gør det. Måske bruger du øvelsen i en periode. Måske vender du tilbage til den, når du opdager, at dit blik igen mest hænger fast i alt det, der mangler eller ikke fungerer. For mig er værdien ikke selve listen, det er også den lille pause, hvor du stopper op og retter opmærksomheden et andet sted hen.
Livsglæde findes også i det helt almindelige
Jeg tror, noget af det fine ved taknemmelighed er, at den kan minde dig om, at glæde ikke kun findes i de store øjeblikke. Meget af det, der gør et liv godt, er småt. Det er måske ikke noget, du ville tage et billede af eller fortælle andre om. Men det betyder stadig noget og måske er det netop en del af hverdags- og livsglæde:
At kunne få øje på nogle af de små ting, der allerede gør dit liv lidt varmere, lettere eller mere meningsfuldt.
Ikke fordi du skal være glad hele tiden. Men fordi det gode også fortjener din opmærksomhed.

